spacer

Tre vikingetidssmykker

Arkæologerne kommer ofte med løse fund som skal afrenses og stabiliseres, andre gange kommer de med hele jordblokke – de såkaldte præparater – hvori genstandene ligger. For at få overblik over hvor mange genstande der er, tages der er indledningsvis et røntgenbillede som hjælper konservatoren undervejs med udgravningen.


Roentgen billede 


billede af genstand  

                                          Figur 1: Delvist udgravet præparat med tilhørende røntgenbillede 
 
Fundet

I forbindelse med undersøgelse af et udstykningsområde i det østlige Ejstrupholm ca. 30 km sydøst for Herning fandt museets arkæologer en gravplads fra vikingetiden (ca. 800 – 1050). Blandt de ca. 64 grave var en kistegrav indeholdende en rigt udstyret kvinde med 3 velbevarede smykker og en jerngenstand. Udover selve smykkerne var det også muligt at finde spor af organiske materialer som tekstil og træ.

To af smykkerne er såkaldte skålformede dragtspænder – altså store nålebrocher til fastholdelse af kjole og forklæde. Denne type er rigt dekorerede med slyngede mønstre og ophøjede knopper (som nu er forsvundet og har efterladt sig en række huller). Disse smykker er typiske for vikingetiden og menes fremstillet i begyndelsen af 800-årene. Se mere om udgravningerne på Herning Museums hjemmeside (http://www.chpeamuseum.dk/page.asp?sideid=881&zcs=2)



 

 Skålspænde før konservering

 Skålspænde før konservering 4

 Figur 2: Skålspænde før konservering (HEM 4519 x227)
 Figur 3: Skålspænde før konservering (HEM 4519 x228).

I vikingetiden bar de bedrestillede kvinder typisk en sele-kjole, der blev holdt sammen forrest på skuldrene med to skålformede spænder. Samtidig kunne der til smykkerne være fastholdt snoretøj med forskellige brugsting som nøgler, nålehus og kniv.
 
De skålformede spænder

Spænderne er lavet af bronze eller messing og indeholder derfor en del kobber. Tilstedeværelsen af kobber gør, at de organiske materialer i nærheden af smykkerne er bevarede, idet kobber virker nedbrydende på mikroorganismer. De små tekstilstumper kan sige temmelig meget om dragten og er derfor af stor betydning for forskningen.

Under afrensningen blev der fundet en lille stump guld. Det viste sig at være en rest af en guldtråd, der må have været del af dragten.


           Figur 4: Nærbillede af den lille guld stump
                                                                Figur 4: Nærbillede af den lille guld stump

De skålformede spænder blev forsigtigt afrensede med skalpel og overfladen blev stabiliseret med en akrylbaseret lak kaldet Incralak. Undervejs mente konservatoren, at der muligvis var spor af forgyldning på spænderne. Der blev derfor foretaget en ikke destruktiv spottest for guld på deres overflader. De to tests var negative, så det var blot en del af den oprindelige overflade, der skinnede igennem.

Smykkernes grønne farve skyldes et beskyttende lag af korrosion (kaldet ir) som bevares, fordi det repræsenterer den oprindelige overflade.

På bagsiden ses foruden tekstilresterne spor af rust efter den jernnål, der har siddet og muliggjort fastgørelse af spændet.

 Figur 5: Skålspændet efter konservering (HEM 4519x227)

Figur 5: Skålspændet efter konservering (HEM 4519x227)

 Figur 6: Skålspændets bagside efter konservering (HEM 4519x227)

Figur 6: Skålspændets bagside efter konservering (HEM 4519x227)


Et trefliget spænde
Det sidste smykke var et andet typisk vikingetidssmykke – nemlig et trefliget spænde med karakteristiske slyngede dekorationer fra 1. halvdel af 800 årene. Også her er der spor af nål og rester af tekstil på bagsiden. Smykket er behandlet på samme måde som de to øvrige.

 Figur 7: Trefliget spænde før konservering(HEM 4519x229)

Figur 7: Trefliget spænde før konservering(HEM 4519x229)


 Figur 8: Trefliget spænde efter konservering(HEM 4519x229)

Figur 8: Trefliget spænde efter konservering(HEM 4519x229)


Jerngenstanden
Sidste genstand var en klump sammenkittet jern bestående af en ring med flere aflange stænger fæstnet til. Rusten fra jernet var gået i forbindelse med det omgivende sand, så genstandende var kittet sammen af en cementagtig substans. Den slags hårde materialer lader sig ikke fjerne med skalpel, så her måtte konservatoren ty til en meget kontrolleret form for sandblæsning. Lag for lag fjernes det sammenkittede sand og den oprindelige jernoverflade afsløres.


Figur 9: Jerngenstand før konservering (HEM 4519x230)

Figur 9: Jerngenstand før konservering (HEM 4519x230) 

Figur 10: Side med tekstil  

Figur 11: Side uden tekstil

 Figur 10: Side med tekstil
           Figur 11: Side uden tekstil

Efter afrensningen blev jernet behandlet med en basisk væske (natriumsesquiocarbonat) for at udvaske chloridsalte, som virker nedbrydende på jernet i atmosfærisk luft. Efter udvaskning og optørring blev jernet lakeret med en akrylbaseret lak kaldet Incralak.

Litteratur:
Astrid Skou Hansen: En kvindegrav fra 800-tallet. Nyt om grav 213 fra Østergade i Ejstrupholm. Herning Museum.
Midtjyske fortællinger 2009, side 107-114.