spacer
Restaurering af kirkeinventar
Konserveringscenteret har mange års erfaring med konservering af historisk inventar i kirker. Et eksempel på denne type restaurering er den meget store og nedbrudte lydhimmel fra Stadil Kirke. Det var del af et større projekt, der omfattede flere interiørdele i kirken.

Billede 1


Lydhimlen var placeret lige over prædikestolen, som i dette tilfælde var relativ stor og dermed meget tung. Lydhimlen viste sig at være så nedbrudt, at den måtte nedtages for at kunne blive restaureret på Konserveringscentrets træværksted. Der blev opsat et særligt stillads, så flyttefolkene kunne stå sikkert under nedtagningen.

Under nedtagning af lydhimlen


Lydhimlen er udført i 1643 i bemalet egetræ med profil og snitværksprydet underside. Den har en lidt speciel facon – en 9 sidet halvcirkulær form der vokser vandret ud fra væggen over prædikestolen. Selve himlen består af 4 brede planker, der tilsammen udgør ”loftet” – herpå er der en sekundær afstivning af stykker tværgående tømmer. Øverst er der monteret 4 jernstænger, som udgør lydhimlens ophæng i loftet. På undersiden er der en lang række billedskårne dekorationer i form af rosetter og bånd. Langs kanten er der ligeledes dekorative elementer med bl.a. englehoveder, der henholdsvis hænger og står langs kanten af lydhimlen. I den 9 sidede profil indgår tekstfelter hele vejen rundt. Næsten alle dele der vender ud mod kirken er bemalede – kun enkelte dele af profilerne er ubemalede.

Nedbrudt træ forårsaget af borebilleangreb og råd.

Tilstand
Lydhimlens bevaringstilstand var højst kritisk. Udover en lang række ældre reparationer var træværket angrebet af svamp og råd som følge af meget høj luftfugtighed i kirken. Reparationerne tydede på, at den høje fugtighed havde været et tilbagevendende problem gennem mange år. Enkelte af reparationerne var daterede med indskrift på bagsiden af lydhimlen. Således havde den stedlige tømrer udført den ekstraordinære afstivning øverst på lydhimlen i 1954. Den høje luftfugtighed er generelt et af de største problemer for bevaringen af kulturarven. I dette tilfælde kunne man se, at søm var rustne, træ var angrebet af svamp og skadedyr og farvelag var løsnet. Det betød, at mange mindre dele var løse eller faldet af, og at der bestandig var knækket svage insektangrebne dele af ved berøring. Dertil kom, at de opadvendte bemalede dele var meget støvede og at farvelaget generelt var gulnet.


Behandling
Konservering af trædelene Alle løse dele blev afmonteret og hele lydhimlen blev taget ned og bragt til Konserveringscenteret, hvor desinfektion, konsolidering og restaurering af træet skulle finde sted som noget af det første. Da lydhimlen var ret stor og samtidig meget skrøbelig p.g.a. de mange ormædte partier, blev den pakket ned i en særlig transportkasse, pakket i plastikfolie og derefter desinficeret vha. frysning i 3 døgn ved – 40 o C. Ved ankomst til Konserveringscentret stod det klart, at skaderne var mere omfattende end først antaget, og der blev i samarbejde med arkitekt og konsulenter fra Nationalmuseet vedtaget en revideret plan for restaureringsarbejdet. Det er sådan, at alle indgreb på kirkeinventar, der er mere end 100 år gammelt skal godkendes af stiftsøvrigheden.


De mange ustabile og ormædte trædele i lydhimlens konstruktion blev konsolideret med en acrylbaseret lim ad flere omgange, og det besluttedes i det hele taget at bevare så meget af det som muligt, og stabilisere konstruktionen ovenfra ved at fæstne nye brædder på langs og revler på tværs. Desuden blev det besluttet, at hele lydhimlen skulle trækkes 5 cm ud fra væggen for at skabe luftcirkulation bagved.


Flere steder var træet så dårligt, at man for at kunne bevare bemalingen på dets forside, måtte fræse store dele af det nedbrudte træ væk og erstatte det med nyt. Det er en type indgreb, som vi meget nødigt udfører, men som i særlige tilfælde kan være nødvendigt. Mange steder, hvor træet gennem årene var svundet, havde man fyldt revnerne ud med sammenkrøllet papir og kit. Det passede ikke i revnerne mere og blev derfor erstattet med strimler af meget blødt balsatræ.


Enkelte steder hvor det skønnedes nødvendigt, blev der sat rustfrie skruer ind for at fastgøre de dele, der tidligere havde været fæstnet med søm. Alle originale dele er limet med harelim, som er en meget gammel anvendt limtype der har god bindekraft og går bedst i overensstemmelse med originale gamle limninger. Harelim bruges efterhånden kun til restaurering. Forskellige steder blev træværket strøget med GORI-22 for at modvirke fremtidige skadedyrsangreb.

Konservering af farvelaget

Alt opskallet farvelag blev limet på plads med størlim – en lim som minder om gelatine fremstillet ved kogning af fiskeblæren fra den russiske stør. Størlim er specielt velegnet til dette formål. Farvelaget blev derpå renset med spyt påført med vatpinde – spyt har en rensende virkning p.g.a. de naturlige enzymer, vi har i munden. Efterrensning foretoges med demineraliseret vand, så der ikke er efterladt spytrester på farvelaget.

Ved revner og udfyldninger er træet imprægneret med en blanding af voks og harpiks og efterfølgende trukket over med en indfarvet kit af kridt og lim. Også borebillehullerne blev udfyldt med dette kit. De udkittede områder blev efterfølgende isoleret med akryllak og retoucheret med akrylfarver. Guldstafferingerne blev retoucheret med guldpulver revet i en opløsning af gummi arabicum (harpiksagtig saft fra akacietræet). De moderne materialer er valgt, fordi de vil indikere, at der er tale om et konserveringsindgreb foretaget i nyere tid. Isoleringen gør det muligt at fjerne retouchfarven uden at skade underlaget – hvis det engang skulle blive nødvendigt

Retouchering af komplementeret balsatræ.

Mange steder var der spor efter gamle overmalinger og retoucher, men de fleste fik lov til at blive, da man ikke ønskede, at det nuværende udseende efter afrensning skulle afvige for meget fra præstestolen og det øvrige inventar.

På dette tidspunkt blev lydhimlen pakket ned og fragtet tilbage til kirken. Her blev den monteret med de samme oprindelige ophæng, og efterfølgende blev der foretaget en sidste retouchering på stedet. De lokale lysforhold spiller en afgørende rolle for oplevelsen af farverne, hvorved retoucheringerne kan vise sig ikke at være helt så nøjagtige, da de er lavet i en anden belysning på værkstedet.

Den færdige lydhimmel efter montering